Køkkenerne

Kollegiet har et A og B tårn med hver sit slags køkkener. Mellem køkkenerne er der en trappe, hhv. 5A-4A, 5B-4B, 3A-2A, 3B-2B, 1A-1B, der forbinder køkkener til en social hverdag.  

A tårnet
De store køkkener 

De store køkkener på kollegiet er at finde i A-tårnet. Disse køkkener huser 12 beboere, med undtagelse af 1A hvor 8 personer bor.    

B tårnet
De små køkkener

De små køkkener på kollegiet er at finde i B-tårnet. Disse køkkener huser 8 beboere, med undtagelse af 1B hvor 7 personer bor.    


5A (Øvre Arken)

5A er et meget nyt køkken og vi har derfor mange gode ideer og spontane oplevelser. En god dukkert til solnedgangen eller en tur på netcafé er ting du kan se frem til. Derudover dufter køkkenet ofte af friskbagt brød eller kage, der for det meste ender til deling i vores bermuda trekant. Vi nyder at se film og serier sammen i de kolde vintermåneder og drømme os væk til de dejlige varme dage med sol i haven. Desuden er vi kollegiets penthouse, hvorfra du kan nyde den smukkeste solnedgang!

4A (Nedre Arken)

Hvis I ikke ser os knokle i studierummet eller løfte jern i haven, så kan I finde os i sofaen på køkkenet til den nyeste afsnit af Lykkehjulet. Trods vores kærlighed til TV2 Charlie, så skal man ikke undervurdere 4A’s festhumør og skills på floor, når vi skruer op for bassen og tænder røgmaskinen. 

5B+4B (ADAM)

ADAM er det første køkken på IKOL, som fik et navn, og der går mange lange vandrehistorier, om hvordan dette fandt sted. Hvis du møder en af køkkenets beboere, kan det være, at du er så heldig, at de vil indvie dig. Udover at have et klasse navn har ADAM også et klasse fællesskab.  Fællesskabet som er præget af strik, kaffe, diskgolf og samt liv og glade dage. Vi er altid klar på hygge, både når det kommer til en fredag på floor med røgmaskine eller med en cola i sofaen med tømmermænd.  

https://open.spotify.com/track/6gn1EGqw4G3xBdBPLA1WCF?si=5898fec72cbf4a24 

3A

På 3A er der altid højt humør! Vi har et godt socialt sammenhold, og der vil næsten altid være nogen at finde på køkkenet. Vi vægter fællesskab højt, hvilket kommer til udtryk ved, at vi har madklub fem dage om ugen (søndag til torsdag), hvor vi laver mad til køkkenet to og to. Udover at have det godt med hinanden har vi også et godt forhold til resten af køkkenerne. Vi går meget op i at engagere os på kollegiet, hvilket har resulteret i, at køkkenets 12 beboere besidder hele 15 udvalgsposter. Og så er vi selvfølgelig altid de første, der dukker op til festen og de sidste, der er at finde på floor!   

2B + 3B (Løghaven)

I højre tårn på 2. og 3. etage finder du køkken 2B og 3B, der bedre er kendt som ’Løghaven’. Du vil næppe være i tvivl om, hvor du kan finde os, for her på Løghaven viser vi nemlig stolt vores unikke våbenskjold frem. På vores køkken er der altid højt humør, masser af socialt samvær og gode venner! Vi nyder kollegielivet, og alt hvad det indebærer, i fulde drag - både sociale arrangementer på tværs af køkkenener på hele kollegiet, Landmand søger kærlighed en søndag aften og ikke mindst vores gode fester på køkkenet (Løghavens vennefester vil du ikke gå glip af!). Vi udfolder vores gastronomiske evner til madklub tre gange om ugen og er aktive i kollegiets mange udvalg. På Løghaven er der altså både masser af gang i den og altid plads til hygge *glad smiley*.


KH Løghaven

2A

Kendetegnet ved 2A er at der altid er hyggeligt, altid god stemning og altid nogen der hænger i sofaen. Vi på 2A er også berejste vi har været i mange afkroge af verden, både i Djurssommerland, forskellige barer på Nørrebro og på tur til Nordsjælland. 


1A

På 1A bor vi 8 friske folk sammen og nyder i stor stil hinandens selskab. Tre gange om ugen har vi madklub, som ofte er sammen med 1B, og med dem danner vi IKOLs Sydpå, hvor humøret altid er højt. Vi er glade for at se en god film sammen eller fyre op for et brætspil. Månedligt udforskes Københavns pubquiz-scene (men vi har stadig en sejr til gode…), og et par gange om året står den på skønne sommerhusture. Vi er fan af fester og udnytter enhver højtid eller anden ”undskyldning” for at gi’ den gas, og der er altid gang i dansegulvet til en 1A fest. Her er der meget rummeligt – vi har nemlig det største køkken på IKOL (!), så der er altid plads til dig, lige som du er. 

1B

1B er IKOLs mindste og objektivt hyggeligste køkken. Der er altid friskbagte boller på køkkenbordet og vi har madklub med vores Sydpå-søstre (1A) 4 gange om ugen. Vi kan godt lide at lave ting sammen – i vores oplevelses-repertoire er bl.a. utallige pubquizzer, udstillinger, løbeture og mere til. Derudover elsker vi at se det dårligste reality man kan finde – you name it, vi har set det.

 På 1B finder du IKOLs største planteskole, det mest diverse udvalg af sodavand og kollegiets bedste spontanfester.