Gæst‎ > ‎

Kollegiet

Bygningen

Industrikollegiet er tegnet af Lundgaard og Tranberg Arkitektfirma A/S og stod færdigt i 2004. Byggeriet er finansieret af en fond, stiftet af Industriens Arbejdsgivere i København (IAK). Bygningen er på i alt seks etager, hvor stueetagen er fællesareal, og de øvrige fem er til beboelse. På hver etage er der to fælleskøkkener, hvor hhv. otte og tolv beboere er tilknyttet. Køkkenerne udgør tilsammen bygningens karakteristiske tårne. Bygningen huser i alt 95 studerende, der alle har vindue mod Rådmandsgade og midtbyen. Læs mere om kollegiets arkitektur hos Lundgaard og Tranberg og Dansk Arkitektur Center. Se flere billede af bygningen her.


Køkkenerne

I B-tårnet er der otte kollegianere pr. køkken, mens der i A-tårnet er tilknyttet tolv. Køkkenerne er udført i robuste materialer, har store panoramavinduer og er udstyret med køle-/fryseskab, ovn(e), komfur, mikrobølgeovn, affaldsskakt og opvaskemaskine. Hvert køkken har desuden et bryggers med øl-køleskab og støvsuger. Køkkenerne er internt forbundne to og to med en trappe, hvilket styrker fællesskabet på tværs af etagerne. Køkkenerne fungerer desuden som spisestue og opholdsrum og har hver især fået monteret et stort fladskærmsfjernsyn. Se flere billeder af køkkenerne her.


Vaskerum

I stueetagen findes kollegiets vaskerum, der har tre industrielle vaskemaskiner samt to tørretumblere. Vask er inkluderet i huslejen, og rummet står således til fri afbenyttelse for alle beboere.


Cykelparkering

Kollegiets "cykelkælder" findes i virkeligheden i stueetagen under B-tårnet. Her kan man med god samvittighed  parkere sin cykel i sikkerhed for vind, vejr og cykeltyve.


Aula, bar og festsal

Når der skal festes, foregår det i kollegiets aula, hvor baren udskænker litervis af kolde fadøl. Kollegiets festudvalg står for at arrangere de store officielle fester, mens det også er muligt for kollegianerne at leje lokalet til private fester. Når aulaen ikke fungerer som dansegulv, kan man frit benytte kollegiets bordtennisbord.


Lounge

Hvis man er træt i dansebenene kan man trække sig tilbage til kollegiets lounge, der ligger op ad trappen på 1. salen. Her findes en mindre bar, sofaer og cafeborde. Til hverdag benyttes Loungen som kollegiets hjemmebiograf udstyret med HD-projektor og surround anlæg. Desuden bliver der i Loungen afholdt flere mindre sociale arrangementer såsom fredagscafé, bingo- og spilaftener. Endelig er der i Loungen mulighed for at tæve sine medkollegianere og venner i et spil bordfodbold eller pool.


Studierum

Når det kommer til det mere faglige, har kollegiet et studierum, der kan bookes og benyttes til gruppearbejde. Rummet er i øvrigt, ligesom resten af kollegiet, udstyret med lynhurtigt trådløst internet.


Beliggenhed

Kollegiet er placeret på Ydre Nørrebro og således i cykelafstand til alle universiteter i Københavnsområdet. Af indkøbsmuligheder i området kan nævnes, at der ligger en Netto, Døgnnetto, Fakta, Irma samt flere pizzariaer og kiosker inden for 5 minutters rækkevidde til fods. Hvad offentlig transport angår er der adgang til mange busforbindelser ved Vibenhus Runddel og i krydset mellem Jagtvej og Tagensvej. Eksempelvis linje 6A, 150S, 18 og 43. Tjek rejseplanen for yderligere transportinfo.